Brug hovedet, brug bolden.

Brug hovedet, brug bolden.

posted in: blog | 0

Brug Bolden!

Det ser let ud, men træning på stor bold kan få selv store stærke mænd til at bryde sammen. Brug bolden derhjemme – og få en sjov, funktionel træning, som udfordrer både muskulatur og nervebaner. Samtidig er det en genial forberedelse til skiferien.

Rigtig mange har købt sig en stor træningsbold – kært barn har mange navne nogle er: Swissball, Siddebold, Pezziball, fitnessbold fitball, Bobarth-bold eller terapibold for blot at nævne nogle få.

Alene da Netto kørte tilbud for nogle år siden røg der 8.000 bolde på rullebåndet på et par dage. Så nu gælder det om at finde nogle rigtig gode måder at bruge den på.

Nogle tror, at træningsbolden er noget som ”syge” mennesker bruger til genoptræning – simpelthen fordi de har set den hos fysioterapeuten. Men det er ikke rigtigt – den kan bruges til mange forskellige ting. Som kontorstol – så kroppen bruges i dagligdagen, som supertræningsredskab til eliteidrætsudøveren, til den helt almindelige bruger i fitness centret – af helt små børn og babyer til motorisk træning, i skolen så man holder koncentrationen længere – kun fantasien sætter grænsen. Der er efterhånden udgivet mange DVD’er, artikler, trænings og øvelses forslag om brugen af bolde.

Tina Jensen, der er fysioterapeut siger: Det er en god motorisk udfordring, der minder lidt om når vi står i bussen og skal holde os på plads. Så er man nødt til at bruge masse muskler i et avanceret samspil. På den front får vi slet ikke udfordring nok i vores hverdag.

Rund og fristende

En fordel ved bolden er, at den i sig selv virker appellerende, når den ligger i en krog. Hverken børn eller voksne kan holde fingrene fra en stor, fristende bold. Og bolde sætter noget i gang inden i os, så vi får lyst til at lege og prøve os frem. Eller som Lotte Paarup udtrykker det i en lidt kortere form: ”Det er sjovt”.

Blive ikke forbløffet over, at øvelserne er rigtig svære i starten. For du skal lære et helt nyt samspil mellem muskler, nerver og sanser. Når du skal løfte højre arm og venstre ben, mens du holder balancen, så er der altså mange – og selv de store stærke mænd – der kommer til kort.

Men de har godt af det. Bolden er virkelig god til at hjælpe kroppen til at finde tilbage til de naturlige bevægemønstre og til af få finjusteret de muskelspændinger, vi hele tiden har gang i for at holde vores krop oprejst.

Til gengæld gør de fleste hurtigt store fremskridt. For nerverne er enormt hurtige til at reagerer og ”komme i form”, når man først begynder at kalde dem til dåd med nye udfordringer.

Bolden lægger op til det, som kaldes funktionel træning. Det vil sige træning der kræver, at flere muskler arbejder sammen, som når du for eksempel bøjer dig ned og samler en sok op fra gulvet. Dette er meget forskelligt fra maskinerne i et fitnesscenter, der som regel er bygget op, så kun én muskelgruppe trænes.

Hverdagen i dag er for rigtig mange mennesker meget stillesiddende arbejde. I stedet for at gå hen til kollegaen sender man en mail, man sidder ned på vej til og fra arbejde, alt skal være effektivt så de ting man skal bruge er tæt på ens arbejdsplads – for bare få år siden var der et utal af små arbejdsprocesser hvor man skulle bevæge sig imellem dem.

Det underlige er at vi stadig har brug for at kunne bruge vore muskler i et samspil i stedet for en enkelt ”supertrænet” biceps.

Det fantastiske ved boldtræning er, at man får fat i de dybe ryg- og mavemuskler og en masse små muskelgrupper, som man normalt ikke bruger. Men de er nødvendige når man skal balancere mens man laver øvelsen.

Umiddelbart virker det ikke så hårdt at lave øvelserne men rigtig mange finder ud af et par dage senere de har muskler som de ikke anede de havde.  En helt anden men absolut ikke uvæsentlig ”bivirkning” ved bolde er, at man ikke kan være sur samtidig med man sidder på en bold – den animerer til sjov træning.